Et point til AaB i chancerig forårspremiere

Et point til AaB i chancerig forårspremiere

23. februar 2014 kl. 20:54, af Brian Andersen

Selvom AaB i næstsidste minut bragte sig i front, var det den store ærgrelse til trods ikke uretfærdigt, at værterne fra Brøndby I.F. efterfølgende fik udlignet til slutfacit 2-2.

Dermed forsvarede AaB Superligaens andenplads, hvorfra der blot er tre point op til førerholdet fra FC Midtjylland.

Rasmus Jönsson1I forhold til testkampen i sidste weekend mod IFK Göteborg havde AaB en enkelt ændring i startformationen, hvor Rasmus Jönsson afløste Anders Due.

Foran knap 16.000 tilskuere på Brøndby Stadion indledtes der med ét minuts klapsalver til ære for den nu afdøde tidligere danske landstræner Richard Møller Nielsen, som stod i spidsen for Danmark, da EM-titlen blev vundet i 1992. Af samme årsag havde AaB valgt at optræde med sørgebind.

Fra første fløjt oplevede man det forventede Brøndby-pres, og der var blot spillet 30 sekunder, da Kenneth Zohore blev sendt alene igennem, men AaB-keeper Nicolai Larsen reddede flot til hjørnespark.

Rasmus Jönsson havde i fjerde minut AaB’s første forsøg, mens Nicolai Larsen i den modsatte ende var på plads over for kvalificerede langskud fra henholdsvis Thomas Kahlenberg og Christian Nørgaard.

Første AaB-mulighed kom i det niende minut, da Jakob Ahlmann fandt Nicolaj Thomsen i en fin position, men den efterfølgende afslutning kom ikke uden for Brøndby-målmand Lukas Hradeckys rækkevidde.

I det første kvarter kiksede AaB’erne alt for ofte den afgørende aflevering, og værterne tog fortjent føringen i det 17. minut, hvor Kenneth Zohore ved den bageste stolpe på lovlig vis masede sig forbi Jakob Ahlmann og helflugtede en indadskruet frisparksbold op i nettaget.

Parakdoksalt nok fik AaB herfra langt bedre styr på begivenhederne, og Rasmus Jönsson havde en pæn dobbeltchance efter 21 minutter efter indlæg fra Patrick Kristensen, og bare minuttet senere havde Jönsson større held, da han sendte læderet i netmaskerne på en ripost, efter at Nicolaj Thomsen smart havde frispillet Lukas Spalvis, hvis afslutning i første omgang blev afværget af Lukas Hradecky.

Nicolai Larsen1Den livlige affære fortsatte ufortrødent og nu med AaB i teten og med masser af plads på kanterne.

Efter en halv time gik Lukas Hradecky forkert af en hjørnesparksbold fra Nicolaj Thomsen, men Kenneth Emil Petersen kunne ikke få styret den pludselige hovedstødsmulighed i nettet.

Chancen blev endnu større til AaB i det 32. minut, hvor Rasmus Jönsson sendte Kasper Kusk af sted i højre, hvorfra Kusk tvang Lukas Hradecky til en god parade, hvorfra bolden imidlertid havnede hos en fri Kasper Risgård, der desværre tordnede tilbuddet langt over mål.

Fire minutter senere betød en glimrende aktion fra Patrick Kristensen et skudforsøg fra Rasmus Würtz, hvilket var AaB’s sidste farlige aktion i første halvleg.

Kasper Kusk1De afsluttende fem-syv minutter havde nemlig igen hjemmeholdet i en dominerende rolle, og i det 39. minut måtte Nicolai Larsen redde flot, da Ferhan Hasani efter en god solotur forsøgte at chippe kuglen over AaB’s bageste skanse.

I halvlegens sidste minut blev chancen så endnu større til Brøndby I.F., men fra få meter skovlede Ferhan Hasani indlægget fra Frederik Holst over mål.

Anden halvleg blev mere rolig, selvom Alexander Szymanowski nåede at være nærgående, inden Nicolai Larsen i det 54. minut på ny reddede fornemt, da Kenneth Zohore pludselig stod fri ved en nedfaldsbold.

Blot fire minutter senere fik AaB dog en tilsvarende kæmpe chance, da Kasper Kusk efter først at have kikset et direkte frisparksforsøg vippede den løse bold videre til en blank Rasmus Thelander, men Lukas Hradecky vandt den direkte duel med AaB-forsvareren.

Efter 69 minutter var Alexander Szymanowski igen på spil, men denne gang fik Kenneth Emil Petersen og Patrick Kristensen i fælleskab heroisk afværget faren.

I slutfasen var der sporadiske forsøg fra begge mandskaber, inden Kasper Kusk var manden bag AaB’s sene føringstræffer, da et gennembrud og en efterfølgende pasning blev sendt i eget net af Daniel Stenderup.

Det lignede således fuld gevinst til AaB, der imidlertid ikke formåede at holde fast, da Thomas Kahlenberg allerede på næste angreb flugtede en nedfaldsbold i mål til 2-2.

Alt i alt var det ene point dog til at leve med for AaB, der nu er ubesejret i syv Superliga-kampe i træk og ikke har tabt til Brøndby I.F. i de seneste ni indbyrdes møder.

Allerede onsdag venter næste opgave for AaB, når det i kvartfinalen i DBU Pokalen gælder Slaget om Jylland på udebane mod AGF. I Superligaen kommer FC Vestsjælland på besøg på Nordjyske Arena på søndag. Køb i forsalg din billet til sidstnævnte opgør her.

Matchfacts – Superligaen, 19. spillerunde
Brøndby I.F.-AaB  2-2 (1-1)
17. min 1-0 Kenneth Zohore, 22. min 1-1 Rasmus Jönsson, 89. min 1-2 selvmål Daniel Stenderup, 90. min 2-2 Thomas Kahlenberg.
Advarsler Brøndby I.F.: Daniel Stenderup (41), Lebogang Phiri (79).
Advarsler AaB: Rasmus Würtz (24), Kenneth Emil Petersen (44).
15.893 tilskuere på Brøndby Stadion.

Brøndby I.F. (4-1-4-1): Lukas Hradecky, Frederik Holst, Dario Dumic, Daniel Stenderup, Patrick da Silva, Martin Ørnskov, Alexander Szymanowski, Thomas Kahlenberg, Christian Nørgaard (68: Lebogang Phiri), Ferhan Hasani (83: Jose Ariel Nunez), Kenneth Zohore (68: Simon Makienok).

AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Patrick Kristensen, Kenneth Emil Petersen, Rasmus Thelander, Jakob Ahlmann, Kasper Kusk, Rasmus Würtz, Kasper Risgård (85: Thomas Augustinussen), Nicolaj Thomsen, Rasmus Jönsson (63: Anders Due), Lukas Spalvis (80: Søren Frederiksen).

Dommer: Jakob Kehlet.

Relaterede nyheder:

  • Halvsaeson_foraar15

AaB A/S
Hornevej 2
9220 Aalborg Øst

Telefon: +45 96 35 59 00
Fax: +45 96 35 59 10
Email: aab@aab-as.dk


Åbningstider

Mandag - torsdag: 9.00 - 16.00
Fredag: 9.00 - 15.00

aabsport.dk bruger cookies til statistik. Når du bevæger dig videre, accepterer du vores brug af cookies.  Luk | Læs mere